Tilbage til VOICOM

Holden: Come in. Sit down.

Leon: Care if I talk? I'm kind of nervous when I take tests.

Holden: Uh, just please don't move.


En undersøgelse af oplevet retssikkerhed må nødvendigvis først og fremmest bestemme sig for hvad den egentligt ønsker at undersøge.
Der er ingen tvivl om at forholdet mellem borger og SKAT eksisterer og at dette forhold gerne skulle være så fair som overhovedet muligt.
Men fair i forhold til hvad? Hvor meget er borgeren egentligt informeret om hvad rammerne for denne fairness er? Og i tilfælde af at denne information er blevet kommunikeret hvor sikker kan SKAT være på om kommunikationen blev ordentligt modtaget?

Det er interessant at det netop er det felt hvor SKAT virkelig ønsker at være på borgerens side, der er så afsindig flygtigt og svært at måle. Og hvad gør man så?
Der er altid muligheden for at ty til helt andre målingsmetoder. En helt ny slags forsker må indkaldes; kunstneren.
Hvad er det samtids-kunstneren formår at igangsætte og etablere der gør dennes undersøgelse til en ny mulighed for at finde svar i dette svært gennemtrængelige borger/instans-forhold?

Kunsten formår at finde et andet sprog i dens møde med omverdenen. Det er det der skaber dens magi, hvis man kan tale om en sådan. Kunsten kan forske i omverdens relationer i nye tempi, fra nye vinkler og i uventede drejninger. Det er for kunsten det mest naturlige at lade fokus hvile på det oversete punkt og finde nye svar dér.

Men kunstens forskning er intet uden en eller anden form for formidling af dette. Forskningen finder først dens værd i det at den bliver præsenteret for omverdenen der med det samme kan udfordrer dens udsagn. Der er tale om en ”cause and effect” situation. Det er i dette udfald, om det lykkedes eller fejler, at nye relationer opstår og sandheder kan strejfes eller nedbrydes. Den gængse forskning via statistikker og brugerundersøgelser synes at mangle netop denne ”cause and effect” og derfor risikeres intet, men intet får heller aldrig helt lov til at blive sat på prøve.


Holden: Reaction time is a factor in this, so please pay attention. Now, answer as quickly as you can.

Leon: Sure.

Holden: One-one-eight-seven at Unterwasser.

Leon: That's the hotel.

Holden: What?

Leon: Where I live.

Holden: Nice place?

Leon: Yeah, sure I guess-- that part of the test?


Ideen om bruddet med subjektet som en monolitisk struktur er intet nyt. Angrebet på det Cartesianske subjekt (Subjektet der er centreret – ”jeg tænker derfor er jeg”) er intet nyt. Subjektet er de-centraliseret og kan ikke måles som en monolitisk konstruktion.

Men det interessante er jo netop, at selv med denne viden som udbredt menneskesyn, synes samfundets instanser stadig at kommunikere til individer som netop monolitter.
Det monolitiske subjekt findes i bedste velgående. Det er det subjekt som SKAT ønsker at kommunikere til i deres reklamer, deres dokumenter og deres undersøgelser. Der er ét billede af samfundets borger og et ønske om at blive klog på denne ene borger. Der findes ét sprog som dialogen med denne universelle borger foregår i, der findes ét system som denne borger skal passes ned i.

Og så med brugen af begrebet oplevelse. Der er en ide om en fælles oplevelsessfære her, hvor det personlige standpunkt, emotionelle tilstande og misforståelser ikke har større betydning. Føler borgeren sig fair behandlet? Ja eller Nej? Hvordan kan spørgsmålet ellers stilles? Og hvad kan svaret bruges til?


Leon: Is this the test now?

Holden: Yes. You're in a desert walking along in the sand when all of the sudden you look down-

Leon: What one?

Holden: What?

Leon: What desert?

Holden: It doesn't make any difference what desert, it's completely hypothetical.


I vores indblanding i denne undersøgelse af borgerens oplevelse af retssikkerhed har vi, som samtidskunstnere, med det samme følt os nødsaget til at dvæle ved netop det oversete i denne ligning. Er der overhovedet tale om en oplevelse og hvis det ikke er tilfældet hvordan skal man så kunne svarer på dette spørgsmål?

”Oplever du noget nu?”, burde det første spørgsmål lyde. ”Hvad oplever du?, forsættes der med. ”Hvordan har du det med denne oplevelse?” Hvordan har du det med oplevelser i det hele taget?” ”Hvad oplever du bedst?” ”Hvis du helt selv kunne vælge en oplevelse, hvad ville denne oplevelse så være?” ”Hvordan ville du opleve den?” ”Oplever du at dine oplevelser er dine egne, eller føler du dig påvirket til at skulle opleve ting på en vis måde?” ”Hvornår oplever du oftest at dine oplevelser ikke helt er dine egne?” Oplever du nogensinde oplevelsen af slet ikke at opleve?” ”Hvis ja, hvornår oplever du så dette?”


Holden: You look down and you see a tortoise, Leon, it's crawling towards you-

Leon: Tortoise, what's that?

Holden: Know what a turtle is?

Leon: Of course.

Holden: Same thing.

Leon: I've never seen a turtle -- But I understand what you mean.

Holden: You reach down, you flip the tortoise over on its back Leon.


Oplevelsen SKAL måles. Vi må tage beslutningen om hvorledes vi kan entrere denne verden af målinger og monolit-dannelse (som en måling af borgeren nok aldrig helt kan fraskrive sig).

Videnskaben synes at være mediet hvori denne kunstneriske borgerundersøgelse på den ene eller anden måde skal udføres. Resultatet er ikke en oplevelse til borgeren men en måling af dennes oplevelse. Der er måske tale om ”cause and effect” men inden for interne rammer og endeligt også omformuleret i disse rammers sprog. Det banale i at sætte en elektrode på hovedet af et forsøgssubjekt og måle om der er et egentlig elektrisk udslag i spørgsmålet om denne oplevelse synes stadig som et godt bud. Forsøget peger på dette oversete punkt i ligningen; det umulige i målingen af noget der ikke er indenfor det målbare.


Leon: Do you make up these questions, Mr. Holden, or do they write them down for you?

Holden: The tortoise lays on its back, its belly baking in the hot sun beating its legs trying to turn itself over but it can't, not without your help, but you're
not helping.

Leon: What do you mean I'm not helping?


Teksten Consciousness Is Not A Monolith er approprieret ud fra en tanke om at skabe et sprog der ligger udenfor SKAT’s normale kommunikationsværktøj. Det, via et specifikt udsagn, at pege på noget helt andet end hvad måtte forventes er jo netop kunstens stærkeste våben. Og hvilket bedre sted at foretage en afledningsmanøvre end når man rent faktisk skal opfange en reaktion på noget der ikke findes i bevidstheden.

Consciousness Is Not A Monolith er en sætning der har som ypperste funktion at pege indadtil og udadtil. Den minder instansens medarbejdere om at borgerne ikke er faste størrelser og ikke kan skæres over en kam, men den minder også borgerne om at instansen ikke er en fast monolit der bare kan gøre hvad den vil; samfundets monolitiske strukturer er også noget der hviler på vores samvittighed; som vi er med til at skabe og derfor også kan ændre.

Så vi er tilbage til VOICOM. Testen der skal differentierer mennesket fra dets replika. En serie reaktionsmønstrer kan måles og derved defineres ægte menneskelige kvaliteter. Det er ikke spørgsmålenes indhold der er væsentlige, de er udelukkende konstruktioner skabt for at fremprovokere en respons. Det er selve testen der definerer rummet mellem replika og menneske, ikke de deciderede testsubjekter.

Der findes en måling af borgerens oplevede retssikkerhed, selvfølgelig gør der det. Alt kan måles. Og ligeledes kan disse målingers direkte modsætninger. Det er hele ideen omkring det analytiske samfund. At det kun eksisterer i kraft af dets analyser og ikke de subjekter analysen beskriver.

Værket C.I.N.A.M. indeholder en analyse af oplevet retssikkerhed, men det er en analyse der peger direkte tilbage på analytikerne selv og deres trang og nødvendighed i at foretage analysen.

Den dystopiske fremtidsvision, hvor signalet består af et billedsprog af utilgængelige kurver og abstrakte udslag og oplevelsen er forventningen om en egentlig oplevelse, beskrives i værket C.I.N.A.M.

Holden: Describe in single words, only the good things that come in to your mind about... your mother.

Leon: My mother?

Holden: Yeah.

Leon: Let me tell you about my mother...