Tårnende ud til vandet, står de, de fem monolitter.
Fem kontorbygninger der med deres moderne arkitektoniske facader synes nøjagtig så gennemsigtige som komplet afskærmede.
De synger udover vandet i et toneleje der hører den moderne arbejdsplads til; de åbne kontorlandskaber, de blotlagte glasfacader; dette skue af myre-mennesker der hver udspiller rollen som arbejdende individ i hver deres firkantede rude. En arkitektonisk tegneserie-føljeton hvor hver rubrik lover nye udviklinger, men dog synes at kopiere hinandens indhold; det samme mønster gentages, i forskellige tidsintervaller, i forskellige ruder og netværket af forbindelser og forskellige karakterers gæsteoptræden i andres rubrikker viser sig blot at være en større kompliceret rundgang af handlingsmønstrer og gestik. Én rækker en bunke papirer til en anden, der holder et telefonrør med nakken mod skulderen, To personer kigger synkront op over deres computerskærme, den ene nikker, en person strækker sig, en anden hænger ind over en lav bogreol. Det hele foregår igen og igen, variationerne findes men hurtigt vender mønsteret tilbage til dets genkendelige form.
Der er ingen indsigt. Hvad glasfacaderne gennemsigtlighed præsenterer for os er blot endnu en facade, endnu en skærm, en afskærmning; denne nye facade opretholdt af et teater af menneskekroppe der (muligvis uden kendskab hertil) fremfører en bio-politisk kabaret fungerende som komplet uigennemsigtelig facade.
Den sorte altopslugende stentekstur vævet af den moderne arbejdsplads stræben efter det transparente ydre.
På én af de fem facader, lyser et hvidt neonskilt kraftigt op.
Det kolde hvide skær, fra den korte tekst skrevet i neon, skærer igennem den varme gyldne tone af beroligende og familiær kontorbelysning.
Teksten, bøjet i neon, synes nærmest ensom på den sorte væg omgivet af de varme kontor-rubrikker.
Det skrevne statement viser sig som en spøgelsesagtig fremmed struktur hvis lys er af et andet end det der omgiver det i den Københavnske nat: Consciousness Is Not A Monolith.
Titlen C.I.N.A.M. – Consciousness Is Not A Monolith, beskriver en idé om en stræben i menneskeheden til at finde (opnå) den sande monolitiske struktur; det monolitiske væsen; sikkerheden om at det vi er, er det endelige menneskelige resultat.
Menneskets trang til at kunne kategorisere hinanden, afslører hinandens ståsteder og udgangspunkter og frygten for at andre skulle kunne finde en fejl ved os selv; et punkt hvor strukturen er porøs.
Det moderne (vestlige, og via globaliseringen det globale) samfund knæler kun i sandhed for en religion; Videnskaben.
Dette er instrumentet hvorved sandheder manifesteres. Det urokkelige findes i udviklingen af dette instrument. Det er i hvert fald det vi bilder os selv ind.
Fra forlængelse af levetid og fysisk opgradering og modificering via medicin og lægevidenskab til samfunds-videnskab og psykoanalysens udredning af rodet inde i os, fæstner vi vores lid til at vi, mennesket, er den skabning (det væsen) der vil opnå de endelige svar; de svar der manifesterer den menneskelige eksistens i én monolitisk sandhed.
For at opnå denne idé om tilnærmelsen af dette monolitiske værensvæsen, må vi konstant måle, afstemme, opiniere og gøre status for denne ”sandheden om vores tilstand nu”.
At skulle leve med viden om at disse undersøgelser ikke på nogen måde kan indfri vores mål og at det vi undersøger udelukkende findes i en sfære af fortolkning og simuleret sammenhæng, ville være ubærligt. Så derfor kredser vi stadig hurtigere og hurtigere omkring denne aftegning af mennesket og for hver undersøgelse må vi foretage endnu flere undersøgelser, der har til formål at manifestere den foregående undersøgelse.
Der er ingen tvivl om at denne spiral umiskendeligt ligner spiralen af overskudsenergi omkring et af universets komplet umålelige fænomener: et sort hul.
Og herfra bevæger vi os ud i netop dette ydre rum, som huser de sorte huller og ideen om den sidste udkant af videnskabens kortlægning af alt.
Monolitten som den mikro-millimeter nøjagtige firkant hugget i den sorteste sten, stammer fra Arthur C. Clark og Stanley Kubricks: ”2001 – a space odyssey”.
I filmen bliver vi præsenteret for den sorte monolit der pludselig ud af ingenting manifesterer sig foran en gruppe menneskeaber, der via mødet med denne ”anden” struktur lærer sig brugen af værktøj og dettes endelig brug som våben.
Monolitten opstår igen i noget der kunne være en nær fremtid. Denne gang er den begravet på månen og med sig bringer den et advarselssignal i form af en sønderrivende monoton hyletone; et signal der er en advarsel til menneskeheden selv, eller er det en alarm der er blevet aktiveret og vil opfanges af en hel anden kultur?
Det interessante ved ”2001 – a space odyssey” er, at romanen af samme navn blev forfattet sideløbende med filmens manuskript og i denne roman møder vi nogle lidt anderledes visualiseringer og også mere detaljerede forklaringer.
Jeg vil her tage fat i de forskellige monolitters opståen i romanen.
Da menneskeaberne første gang ser monolitten, bliver de mødt af en krystalklar firkantet konstruktion der fra sit indre kan lyse op i de smukkeste farverige mønstrer og det er denne gennemsigtige monolit, der fra en fremmed kultur lærer fra sig af brugen af værktøj og udviklingen af metodisk tænkning.
Det er menneskeaben selv der, efter at monolitten er forsvundet lige så pludseligt som den dukkede op, bruger dette værktøj til at angribe andre væsner i kampen om territorium og ikke nødvendig føde.
Næste gang mennesket møder monolitten er den en sort alt-lys-opslugende struktur begravet på månen, der ved første lysstråle fra en fjernt svævende jordklode, igangsætter et alarm-signal rettet mod Jupiter.
Hvad er det signifikante ved de to monolitters forskellige ydre?
Er den krystalklare monolit invitationen til at lære nye ting omkring os selv, opbygge kulturer, magtbegreber, strukturer og at søge sandheden om os selv?
Og er den sorte monolit en advarsel om at nu skal vi ikke søge længere; herfra vil jagten på sandheden kun bringe os længere væk fra netop denne sandhed?
Er det der var transparent i dets udgangspunkt, ved at formørkes i en hovmodig insisteren på at svaret på alt er derude?
Og hvornår møder mennesket den tredje monolit, den monolit der bevæger sig frit i det ydre rums massive tomhed? Og hvad vil dette møde indbefatte?
Og hvad betyder det når videnskabens søgen efter sandheden begynder at finde frem til sandheden om menneskets (subjektets) ikke-væren?
Hvad nu når det instrument der skulle gennemskinne og afsløre illusionen, pludselig finder frem til illusionen som den eneste synlige sandhed? Er det den tredje monolit; en monolit der blot er et spøgelse af sig selv?
What happens when consciousness is not a monolith?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar