Findes der en oplevelse af ikke at opleve?

Hej Stine.
Her er Min egen oplevelse af retssikkerhed.

Jeg har aldrig været én der nærede stor tillid til instanser. For at sige det mildt tror jeg at jeg lider af en form for autoritets-forstyrrelse der synes at træde i kraft når (sikkert ret simple og forståelige) systemer præsenteres for mig i et sprog der synes at tvinge mit blik væk fra papiret det er skrevet på.
Her kunne man måske snakke om en form for billedtekst, eller at den måde jeg modtager tekst på er i en billedopfattende proces.
Kroppen af tekst og dens formulerings-baner og rytmer synes at være med til at danne mit billede af det egentlige skrevne budskab.

Så hvad sker der når noget påtager sig et billedsprog som i den grad påvirker oplevelsen af læsningen? Og når denne oplevelse er oplevelsen af ikke at kunne opleve?

Det der måske i momenter i mit liv manifesterer sig som en reel Kafkansk frygt for den hermetisk lukkede og ekskluderende instans, der ikke desto mindre synes at have komplet og grænseløs adgang til mit liv og hele mit virke, bliver som oftest projekteret over i en apatisk omgang med disse størrelser der omgiver mit liv.
Denne apati er ikke nødvendigvis en negativ størrelse som jeg her bruger den, men nok mere muligheden for at frigøre mig fra noget der ellers ville veje sort og tungt på min livlige fantasi og almene paranoia.
Og stadig kan man jo heller ikke bare lade som om den ikke er der. Det er nok lidt ligesom et barn der holder sig for øjnene og siger ”nu kan du ikke se mig!”
De er der! Og de ser mig!
Det er bevidstheden om dette der får mig til at føle mig uberedt og lidt balancerende på en kant hele tiden.
Måske har de ret når de taler om den dramatiske konsekvens af ikke at have tænkt på sin pensionsopsparinger da man var tredive, måske har de ret når de siger at jeg får en kæmpe bøde for at downloade, måske har de ret når de siger at alt det jeg ikke lige forstår skal jeg bruge enorm mange kræfter på at forstå ellers falder himlen ned om ørene på mig.
Det er et dejligt ord: ”DE”…

Når så pludselig jeg bliver spurgt om min oplevelse af retssikkerheden i et system som jeg føler mig komplet berøringsangst overfor, så oplever jeg oplevelsen af ikke at have denne oplevelse.
Denne instans spørger mig om jeg ikke har en oplevelse af det dens funktion er, i det samme sprog som jeg i forvejen ikke kan finde komplet fodfæste i, og med det samme tager jeg mig selv i at tænke: ”Det her burde jeg kunne opleve, siden de spørger. Hvorfor har jeg ikke oplevet det? Hvad har jeg misset?”

Min oplevelse af retssikkerhed handler jo nok om en ide om ”fairness”.
Det er dog yderst problematisk at spørge om noget i al almindelighed er fair overfor én person.
Oplevelsen af om noget er fair eller unfair er vel en af de mest individuelle, samt tids og kontekst-orienterede spørgsmål.
At der skulle findes én form for fairness (i forhold til et sæt love) er en ide der florerer i samme landskab som den form for sprog der bruges i instansens begrebs-væsen.

Jeg kommer fra en baggrund hvor skat er noget man (uden beklagelser) betaler for at samfundet kan fungere socialistisk. Sådan at alle har lige ret i samfundet. Gad vide om det er den slags retssikkerhed der her er tale om?
Mere senere…