C.I.N.A.M.

2009-02-12T13:00:00.000-08:00

2009-02-12T12:49:00.000-08:00

2009-02-12T12:48:00.000-08:00

C.I.N.A.M. – Consciousness Is Not A Monolith - Maskinen er altid tændt...

2009-02-12T12:44:00.000-08:00

Igennem analysen foretages en nedskrivning af flere subjekter til ét. Igennem variationer af gennemsnitsregning og kategorisering søges et generelt svar på samtlige subjekters tilstand nu og her. I konstruktionen af det gennemsnitlige subjekt foretages en udviskning af de egenskaber der ligger til grunde for hvert enkelt subjekt. Da subjektet må anses for at være et komplekst væsen, der i sin helhed beror på en sammensætning af utallige værdier, må en udviskning af blot enkelte af disse karaktertræk, medføre en komplet udradering af det enkelte subjekt, sammensat af alle sine værdier. Subjektet er konstant i forandring. Vores bevidsthed er ikke en monolitisk struktur; subjektet har ikke en fast form.

I undersøgelsen af noget her og nu, må man løsrive dette nu fra dets konstant skiftende position i tidens strømning. Nuet bliver fastsat til at have én fortid, én fremtid og én placering i tid. Dette nu der er komplet afskrevet fra dets egentlige kvalitet som nu, nemlig at være konstant foranderligt, må altid anses for at være forgangent fra start. Analysen vil altid kræve endnu en analyse. Resultatet i ét nu vil altid søge bekræftelse eller afkræftelse i en næste undersøgelse.

Det endelige svar vil altid være et mål for samfundet. At kunne måle borgerne i et samfund er grundstenen for at kunne skabe et bedst muligt samfund for disse borgere. Samfundet må foretage nedskrivninger af dets borgeres subjekter for at kunne finde ind til det der er grundlæggende for deres subjekt. Når subjektet er blevet objektiviseret, kan de rette tiltag foretages for at skabe det bedst mulige samfund for de enkelte subjekter. Det er igennem objektivisering at samfundet lærer dets subjekter at kende.

I oplevelses-økonomiens samfund må analysen søge ud over den almene statistik og sigte mod en forståelse, et svar, på netop hvordan vi oplever. Oplevelsen er et grænseland mellem borger og samfund. Oplevelsen findes dybt i subjektet. Ofte så dybt at den ikke altid er lige tilgængelig for subjektet selv. Samfundet oplever ikke. Samfundet formidler, analyserer, påvirkes, men det er ikke i stand til at opleve. Subjektets oplevelse skal derfor oversættes til et sprog som samfundet forstår. Den subjektive oplevelse skal objektiviseres.

Med brug af hjerneforskning er der fundet udsigt til nye forståelser for subjektets oprindelse og funktion. Videnskaben tjener her dets absolutte formål; at finde det endelige svar. Hjerneforskerens analyse kredser omkring en måling af selve subjektets grundfunktion, dets udspring. Hvis menneskets subjekt udelukkende er en yderst kompleks serie af elektroniske informationer i hjernens kortex og dybere lag, må en måling af disse impulser og en forståelse for målingens resultat, i sidste ende medføre en komplet forståelse og måling af et hvert subjekt.

Felter som neuromarketing, retsinstanser og selv religiøse forbund har taget denne drøm om en ”sand” brugerundersøgelse af subjektet til sig. Deres tiltag har dog hurtigt bevæget sig ud i en ren fiktion, hvor de ønskede mål og tidshorisonten hvor disse mål ønskes opfyldt er ren Science Fiction. Men det er vel netop Science Fictions formål at vise os en fejlagtig fremtid, for at pege på netop den tid vi er i nu.

I hjerneforskningen foretages de selv samme objektiviseringer af subjekter som foregår i en hver anden analyse. Med en variable størrelse test-subjekter skabes en gennemsnitlig hjernestruktur der fungerer som en form for fælles hjerne; et gennemsnits-subjekt. Den præcise måling af korrelative udslag i hjernerne, tegner et billede af noget fælles i alle subjekter og det er i undersøgelsen af dette at et udførligt kort over andre korrelative funktioner kan udbrede sig. Denne forskning bevæger sig overordentligt langsomt og måleapparaternes størrelse og omkostning gør forskningen endnu trægere at fremskynde. Og stadig er en præcis måling altid i tvivl. Der findes altid en enkelt afviger, en fejlslagen måling, et uventet udslag. Og så er der altid en underlæggende støj i målingen; subjektets konstante bearbejdelse af situationen og oplevelsen af at være underlagt analysen.

Resting State er en ny form for hjerneforskning hvor MR-scanneren sættes til at måle test-subjektet, men uden at sigte efter én bestemt måling. Der er intet fokuspunkt for undersøgelsen, ingen given opgave der gentages, intet der forventes at ske. MR-scanneren måler alt og intet i samme åndedrag og maskinen, med dens magnetiske impuls, er altid tændt. Der måles ganske simpelt støj. Den støj der er den konstante summen af menneskets foranderlige subjekt. Der findes korrelater i begge hjernehalvdele under en undersøgelse af Resting State; en form for standby funktion der er fælles i os alle. I undersøgelsen af et mere uhåndgribeligt subjektets grundlæggende bevidsthedsstrøm findes muligheden for at skabe et klart gennemsigtigt subjekt. Et koncept om muligheden for at punkt for punkt kunne fastsætte disse strømme i korrelative mønstre. Videnskabens mørkeste dystopi er den endelige konfigurationen fra subjekt til monolit.

Dog er det aldeles usandsynligt at en komplet forståelse og analyse af det enkelte subjekt nogensinde vil kunne foretages af én type måling. Men blot ideen om at dette er et mål der søges opfyldt er måske med til at skabe sin egen monolitiske struktur.

Når analytikeren ufortrødent stræber efter at nå frem til den korrekte analyse, der vil belyse mest muligt omkring samfundets subjekter, dets borgere, er ideen om borgeren som en monolitisk struktur allerede undfanget. Et ønske om at forstå subjektets Resting State er allestedsnærværende og frustrationerne over ikke at kunne komme tæt nok på, er konstant drivkraft til videre forcering af analysen. I forholdet mellem borger og instans, subjekt og samfund, er det der virkelig adskiller dem, det umættelige forsøg på at opnå komplet gennemsigtighed.

Maskinen er altid tændt.

Neuromarketing

2009-01-19T12:44:00.000-08:00

http://en.wikipedia.org/wiki/Neuromarketing

Danish Research Centre for Magnetic Resonance

2009-01-19T12:10:00.000-08:00

Hey!

Klinikkerne mener alle at vores projekt er på eksperimenterende basis, så vi derfor ikke kan bruge klinikker som er mere formet til at diagnosticere bestemte sygdomme. MEN så var overlæge Vibeke Brøndum fra Hamlets privathospital så sød at henvise mig til Hvidovre Videnscenter for Magnetisk Resonans (MR), hvor jeg idag har talt med forskeren Egill Rostrup. (Rostrup nævnte med det samme "neuro-marketing" og sagde at emnet er meget oppe i tiden.) Rostrup vil gerne lige have en projektbeskrivelse og jeg tilbød ham også link til denne blog, og så taler vi igen om sagen. Men han lød positiv. Sender ham en beskrivelse enten i aften eller imorgen tidlig.

Forskningkoordinator Egill Rostrup

(noter fra tlf samtale med Rostrup: en veldefineret opgave er nødvendig, da gentagelse er påkrævet for at kunne foretage en præcis måling, en lang serie billeder tages-næsten som en film....vi talte om oplevet retssikkerhed og hvordan man kunne finde en veldefineret opgave til at måle dette...)

Danish Research Centre for Magnetic Resonance
Hvidovre Hospital
Kettegaard Alle 30
2650 Hvidovre

Telefon: +45 36 32 33 30 (mandag, onsdag, fredag)
Telefon (mobil): +45 23 43 83 27
E-mail: egillr @ drcmr.dk

Klinisk Neurofysiologisk afd
Amtssygehuset i Glostrup
Nordre Ringvej
2600 Glostrup

Telefon: +45 43 23 25 09 (tirsdag og torsdag)

Projektbeskrivelse
Egill Rostrup har gennem en lang årrække arbejdet med funktionel MR-scanning (fMRI), såvel som grundlaget for denne teknik, som gør det muligt at iagttage regional hjerneaktivering med MR scanneren. Teknikken bygger oftest på det såkaldte BOLD respons (Blood Oxygenation Level Dependent), og hovedinteressen har været at forstå og beskrive den fysiologiske baggrund for responset. Supplerende målinger af hjernens blodforsyning er af stor betydning og bidrager sammen med BOLD responset til forståelse af de metaboliske ændringer, som sker i hjernen under aktivering. Det er håbet at de mange resultater opnået om selve BOLD mekanismen vil kunne anvendes til at belyse og evt. korrigere for den betydelige individvariation i responsets størrelse.

Lakridser kommenterer på Skat

2009-01-18T05:30:00.000-08:00

MR-Scanning

2009-01-16T06:35:00.000-08:00

MR-Scanning!

2009-01-16T06:26:00.000-08:00

Nu lige lidt væk fra magien og teorien og til noget praktisk:

Jeg er enig i at det med hjernebølger og måling af oplevelse var en interessant vinkel og har i dag ringet Panum igennem og kommet en del videre.

Der er ikke længere noget der hedder Neurofysiologisk institut, det hedder nu Neurovidenskabeligt institut. Jeg talte med Lektor og Professor Henrik Jahnsen fra Neurovidenskabeligt institut i tlf, som venligst oplyste mig at de ikke sidder inde med udstyr der kan måle følelser/oplevelse i bevidstheden. Det udstyr de har, er til brug til EEG-tests , hvor man kan måle om en person er vågen eller sover. Ergo om man er ved bevidsthed eller ej. (Jahnsen påpegede at enkelte mere holistisk orienterede forskere i USA mener dog at der kan måles bevidsthed via EEG).

Forkortet version fra netdoktor.dk:
EEG-undersøgelse (Elektroencephalografi)
Hvad er en elektroencephalografi?
* Encephalon betyder hjerne på græsk og en elektroencephalograf, er et apparat, der er i stand til at forstærke og måle den elektriske aktivitet, der foregår i hjernen.
* Apparatet udskriver målingerne på en lang strimmel papir. De mønstre der ses på strimmelen varierer med alder og bevidsthedsniveau, f.eks om man sover eller er vågen.
* Bestemte mønstre kan tyde på epilepsi.
* Under et epileptisk anfald ændrer hjernens elektriske aktivitet sig kraftigt.
* Eventuelt vil du også få sat små elektrodenåle ind i huden. Det gør ikke ondt, da hovedbunden ikke er særlig følsom for smerte.
* Undersøgelsen foretages både, mens du har øjnene åbne og eventuelt også, mens du har dem lukkede.
* EEG bruges visse steder som et led i den undersøgelse, der skal fastslå, om en person kan erklæres hjernedød.

Derfor mener jeg vi skal anvende en MR-scanning til at scanne vore hjerner.
Henrik Jahnsen henviste mig til enten at kontakte MR- eller CT klinikker eller Rigshospitalet, da Københavns Universitet ikke har dette udstyr. Sidste del af dette indlæg fortæller nærmere om hvad en MR scanning er og kan.
Jahnsen gav mig endda en kontaktperson på klinisk neurofysiologisk afdeling, som jeg kan ringe til skulle det blive aktuelt (evt. til interview, da han var specialist på området). Jahnsen påpegede dog at der er en lang patientventeliste på Rigshospitalet og anbefalede at vi søgte en privat klinik om scanning tid. Dette mener jeg er det bedste at gøre.

Hvad er MR-scanning?
http://www.netdoktor.dk/sunderaad/undersoegelser/mrgenerel.htm:
(Forkortet version)

MR-scanning (magnetisk resonans scanning) er en nyere diagnostisk teknik, der har været anvendt siden begyndelsen af 1980erne. Teknikken til MR-scanning er baseret på anvendelse af magnetfelter og radiobølger. Derfor er den undersøgte person ikke udsat for røntgenstråler eller andre former for mulig skadelig stråling.

Hvad bruges MR-scanning til?

MR-scanning kan i forhold til andre billedteknikker give gode billeder af kropsdele, der er omgivet af knoglevæv, og teknikken er særligt velegnet til at vise hjernen og rygmarven.

* MR-scanning kan vise forandringer i sammensætningen af kroppens væv. Således kan man for eksempel se de forandringer, der fremkommer i hjernevævet i forbindelse med en hjerneblødning eller et slagtilfælde, hvor hjernevævet har lidt af iltmangel. MR-scanning kan give meget detaljerede billeder, og er den bedste teknik til at vise svulster i hjernen. Teknikken kan afsløre om svulster i hjernen er vokset ind i det omkringliggende hjernevæv. Faktisk tillader teknikken at fokusere på detaljer i hjernen således, at den kan afsløre det arvæv, der dannes i nerveskederne ved dissemineret sklerose.

Hvordan foregår MR-scanning?

* Scanningen foretages ofte ambulant, det vil sige, at man går hjem efter undersøgelsen. Under scanningen skal man ligge helt stille for ikke at forstyrre optagelserne. På denne baggrund er det i nogle tilfælde nødvendigt at bedøve børn, som skal undersøges.

* Undersøgelsen er smertefri og kan ikke mærkes på kroppen. Kun bankende lyde høres fra maskinen, når den arbejder.

Baggrundsviden om MR-scanning

Under scanningen ligger man inde i en stor cylinderformet magnet, der er 5.000-60.000 gange stærkere end jordens magnetfelt (0,23T - 3,0T). Her udsættes man for pulserende radiobølger med en frekvens på 42,6 MHz. Brintatomerne i alt det vand, som menneskets krop indeholder, peger normalt i forskellige retninger, men ved påvirkning af det stærke magnetfelt i MR-scanneren, bringes brintatomerne til at ligge parallelt. Der anbringes en elektrisk spole rundt om den del af kroppen, som skal scannes. Ved hjælp af denne spole udsendes radioimpulser, som kortvarigt ændrer brintatomerne stilling. Når impulsen derefter ophører vil brintatomerne svinge tilbage til udgangspunktet i det stærke magnetfelt. Derved udsendes et svagt radiosignal, som opfanges af spolen. Radiosignalerne omregnes ved hjælp af en computer til billeder af den pågældende legemsdel.

Man kan således danne billeder af næsten alle kroppens væv. Det væv, der er fattigt på brintatomer/vand (for eksempel knoglevæv), bliver mørkt. Væv, der er rigt på brintatomer/vand (eksempelvis fedtvæv), bliver lyst på et MR-scanningsbillede. Man mener ikke, at MR-scanning er forbundet med nogen form for fare eller bivirkninger. Da der ikke bruges ioniserende stråling, kan undersøgelsen gentages flere gange uden problemer.

monolit no monolit?

2009-01-16T03:35:00.000-08:00

Hello

Imorges talte vi omkring bloggen og MindLabs chef Christian Bason, havde dette citat omkring monolitten han gerne så postet:

" We are tired of being treated as nobodies with no personlity by monolithic institutions, we want to be recognised and understood" udsagn fra Britisk Borger, Parker & Heapy - dette citat indgår i Christians bog Velfærdsinnovation.

Iøvrigt er overvejelser omkring fleksibilitet og lovgivning ( retsikkerhed) noget vi ofte debatterer. Hvor fleksibelt kan offentlige instanser agere? Når eksempelvis Metroen vælger ikke at giver bøder til folk i togene, der ligner nogen der potentielt vil lave ballade og i sidste ende ikke betaler - Er det så bedre, at lade dem smutte og beholde en god stemning i toget - eller skal de samme regler gælde for alle - også dem der ser søde ud?

Tilbage til VOICOM

2009-01-15T12:58:00.000-08:00

Holden: Come in. Sit down.

Leon: Care if I talk? I'm kind of nervous when I take tests.

Holden: Uh, just please don't move.

En undersøgelse af oplevet retssikkerhed må nødvendigvis først og fremmest bestemme sig for hvad den egentligt ønsker at undersøge.
Der er ingen tvivl om at forholdet mellem borger og SKAT eksisterer og at dette forhold gerne skulle være så fair som overhovedet muligt.
Men fair i forhold til hvad? Hvor meget er borgeren egentligt informeret om hvad rammerne for denne fairness er? Og i tilfælde af at denne information er blevet kommunikeret hvor sikker kan SKAT være på om kommunikationen blev ordentligt modtaget?

Det er interessant at det netop er det felt hvor SKAT virkelig ønsker at være på borgerens side, der er så afsindig flygtigt og svært at måle. Og hvad gør man så?
Der er altid muligheden for at ty til helt andre målingsmetoder. En helt ny slags forsker må indkaldes; kunstneren.
Hvad er det samtids-kunstneren formår at igangsætte og etablere der gør dennes undersøgelse til en ny mulighed for at finde svar i dette svært gennemtrængelige borger/instans-forhold?

Kunsten formår at finde et andet sprog i dens møde med omverdenen. Det er det der skaber dens magi, hvis man kan tale om en sådan. Kunsten kan forske i omverdens relationer i nye tempi, fra nye vinkler og i uventede drejninger. Det er for kunsten det mest naturlige at lade fokus hvile på det oversete punkt og finde nye svar dér.

Men kunstens forskning er intet uden en eller anden form for formidling af dette. Forskningen finder først dens værd i det at den bliver præsenteret for omverdenen der med det samme kan udfordrer dens udsagn. Der er tale om en ”cause and effect” situation. Det er i dette udfald, om det lykkedes eller fejler, at nye relationer opstår og sandheder kan strejfes eller nedbrydes. Den gængse forskning via statistikker og brugerundersøgelser synes at mangle netop denne ”cause and effect” og derfor risikeres intet, men intet får heller aldrig helt lov til at blive sat på prøve.

Holden: Reaction time is a factor in this, so please pay attention. Now, answer as quickly as you can.

Leon: Sure.

Holden: One-one-eight-seven at Unterwasser.

Leon: That's the hotel.

Holden: What?

Leon: Where I live.

Holden: Nice place?

Leon: Yeah, sure I guess-- that part of the test?

Ideen om bruddet med subjektet som en monolitisk struktur er intet nyt. Angrebet på det Cartesianske subjekt (Subjektet der er centreret – ”jeg tænker derfor er jeg”) er intet nyt. Subjektet er de-centraliseret og kan ikke måles som en monolitisk konstruktion.

Men det interessante er jo netop, at selv med denne viden som udbredt menneskesyn, synes samfundets instanser stadig at kommunikere til individer som netop monolitter.
Det monolitiske subjekt findes i bedste velgående. Det er det subjekt som SKAT ønsker at kommunikere til i deres reklamer, deres dokumenter og deres undersøgelser. Der er ét billede af samfundets borger og et ønske om at blive klog på denne ene borger. Der findes ét sprog som dialogen med denne universelle borger foregår i, der findes ét system som denne borger skal passes ned i.

Og så med brugen af begrebet oplevelse. Der er en ide om en fælles oplevelsessfære her, hvor det personlige standpunkt, emotionelle tilstande og misforståelser ikke har større betydning. Føler borgeren sig fair behandlet? Ja eller Nej? Hvordan kan spørgsmålet ellers stilles? Og hvad kan svaret bruges til?

Leon: Is this the test now?

Holden: Yes. You're in a desert walking along in the sand when all of the sudden you look down-

Leon: What one?

Holden: What?

Leon: What desert?

Holden: It doesn't make any difference what desert, it's completely hypothetical.

I vores indblanding i denne undersøgelse af borgerens oplevelse af retssikkerhed har vi, som samtidskunstnere, med det samme følt os nødsaget til at dvæle ved netop det oversete i denne ligning. Er der overhovedet tale om en oplevelse og hvis det ikke er tilfældet hvordan skal man så kunne svarer på dette spørgsmål?

”Oplever du noget nu?”, burde det første spørgsmål lyde. ”Hvad oplever du?, forsættes der med. ”Hvordan har du det med denne oplevelse?” Hvordan har du det med oplevelser i det hele taget?” ”Hvad oplever du bedst?” ”Hvis du helt selv kunne vælge en oplevelse, hvad ville denne oplevelse så være?” ”Hvordan ville du opleve den?” ”Oplever du at dine oplevelser er dine egne, eller føler du dig påvirket til at skulle opleve ting på en vis måde?” ”Hvornår oplever du oftest at dine oplevelser ikke helt er dine egne?” Oplever du nogensinde oplevelsen af slet ikke at opleve?” ”Hvis ja, hvornår oplever du så dette?”

Holden: You look down and you see a tortoise, Leon, it's crawling towards you-

Leon: Tortoise, what's that?

Holden: Know what a turtle is?

Leon: Of course.

Holden: Same thing.

Leon: I've never seen a turtle -- But I understand what you mean.

Holden: You reach down, you flip the tortoise over on its back Leon.

Oplevelsen SKAL måles. Vi må tage beslutningen om hvorledes vi kan entrere denne verden af målinger og monolit-dannelse (som en måling af borgeren nok aldrig helt kan fraskrive sig).

Videnskaben synes at være mediet hvori denne kunstneriske borgerundersøgelse på den ene eller anden måde skal udføres. Resultatet er ikke en oplevelse til borgeren men en måling af dennes oplevelse. Der er måske tale om ”cause and effect” men inden for interne rammer og endeligt også omformuleret i disse rammers sprog. Det banale i at sætte en elektrode på hovedet af et forsøgssubjekt og måle om der er et egentlig elektrisk udslag i spørgsmålet om denne oplevelse synes stadig som et godt bud. Forsøget peger på dette oversete punkt i ligningen; det umulige i målingen af noget der ikke er indenfor det målbare.

Leon: Do you make up these questions, Mr. Holden, or do they write them down for you?

Holden: The tortoise lays on its back, its belly baking in the hot sun beating its legs trying to turn itself over but it can't, not without your help, but you're
not helping.

Leon: What do you mean I'm not helping?

Teksten Consciousness Is Not A Monolith er approprieret ud fra en tanke om at skabe et sprog der ligger udenfor SKAT’s normale kommunikationsværktøj. Det, via et specifikt udsagn, at pege på noget helt andet end hvad måtte forventes er jo netop kunstens stærkeste våben. Og hvilket bedre sted at foretage en afledningsmanøvre end når man rent faktisk skal opfange en reaktion på noget der ikke findes i bevidstheden.

Consciousness Is Not A Monolith er en sætning der har som ypperste funktion at pege indadtil og udadtil. Den minder instansens medarbejdere om at borgerne ikke er faste størrelser og ikke kan skæres over en kam, men den minder også borgerne om at instansen ikke er en fast monolit der bare kan gøre hvad den vil; samfundets monolitiske strukturer er også noget der hviler på vores samvittighed; som vi er med til at skabe og derfor også kan ændre.

Så vi er tilbage til VOICOM. Testen der skal differentierer mennesket fra dets replika. En serie reaktionsmønstrer kan måles og derved defineres ægte menneskelige kvaliteter. Det er ikke spørgsmålenes indhold der er væsentlige, de er udelukkende konstruktioner skabt for at fremprovokere en respons. Det er selve testen der definerer rummet mellem replika og menneske, ikke de deciderede testsubjekter.

Der findes en måling af borgerens oplevede retssikkerhed, selvfølgelig gør der det. Alt kan måles. Og ligeledes kan disse målingers direkte modsætninger. Det er hele ideen omkring det analytiske samfund. At det kun eksisterer i kraft af dets analyser og ikke de subjekter analysen beskriver.

Værket C.I.N.A.M. indeholder en analyse af oplevet retssikkerhed, men det er en analyse der peger direkte tilbage på analytikerne selv og deres trang og nødvendighed i at foretage analysen.

Den dystopiske fremtidsvision, hvor signalet består af et billedsprog af utilgængelige kurver og abstrakte udslag og oplevelsen er forventningen om en egentlig oplevelse, beskrives i værket C.I.N.A.M.

Holden: Describe in single words, only the good things that come in to your mind about... your mother.

Leon: My mother?

Holden: Yeah.

Leon: Let me tell you about my mother...

Oplevelse

2009-01-15T11:28:00.000-08:00

Billedsprog

2009-01-15T10:44:00.000-08:00

2009-01-15T10:35:00.000-08:00

Apropos meditativt, vil jeg lige vise dette afsnit af Ullas foreløbige skitse til en del af værket, hvor hun har skrevet skat med bind for øjnene (som en retfærdigheds gudinde) 1000 gange. Mon ikke man kommer i en eller anden form for meditativt tilstand hvis man læser de 1000 ord op? J

samtidskunsten_meditation

2009-01-15T10:33:00.000-08:00

Grunden til at det er svært at illustrere retssikkerhed er nok fordi den er svær at føle. Lige præcist det som Søren siger: "en oplevelse af ikke at opleve" er jo en meget utilgængelig ting. Lige som at det er svært at føle ens krop når man er rask, men meget nemmere at føle den, når man er syg.

Alle burde føle retssikkerhed når forholdet mellem en selv som borger og SKAT er i orden. Men de færreste mennesker tænker over det forhold så længe alt er som det skal være. Det er først når man kommer i klemme, at der opstår et problem eller man bliver nødt til at tage kontakt til SKATs callcenter for at opklare noget, at man føler at retssikkerheden bliver prikket til. Så hvis man spurgte alle danskere om retssikkerhed vil man nok ende med at indsamle flest negative oplevelser, fordi de positive oplevelser for de fleste mennesker kun kan defineres som fravær af de negative og derfor ikke noget i sig selv.

Det er nok også derfor at SKAT ikke bare vil sende spørgeskemaer ud omkring "borgenes oplevelse af retssikkerhed" men vil prøve at grebe om det ret sandede begreb på andre måder.

Nogle gange kan man ikke gå den direkte vej, men må måske benytte sig af en mere meditativ metode. Meditation skal her forstået som en teknik der bruges til at styre tanker. Jeg er sikkert kommet i tanke om denne sammenligning med meditation, fordi jeg lige er begyndt at gå til tai-chi (den meget meditative kampsport hvor alle bevægelser udføres langsomt, og det mentale er lige så meget med som det fysiske) hvor jeg skulle fokusere, holde forstyrrende tanker væk og fastholde den her meget skrøbelige følelse af "ingenting": Følelsen af ikke at føle noget.

Set på den måde er meditation en metode/ et værktøj til at fornemme hvordan kroppen føles, når den er rask (eller frigjort fra alle smerter, ubehag og andre negative forstyrrelser). Kunne man på samme måde finde en metode til at fornemme hvad oplevelsen af retssikkerhed er, når der er styr på ens økonomi (eller når man ikke føler sig uretfærdigt behandlet eller har dårlige oplevelser med SKAT)?

Neon Bevægelser?

2009-01-15T04:46:00.000-08:00

Hello Stine & Søren

Wow, hvor har i gjort Jer mange tanker.
Hvis jeg skal kommenterer på de seneste indlæg først, så synes jeg, at ideen om et neon værk lyder spændende. Når det er sagt, synes jeg det er vigtigt at værket er dialogskabende - åben til fortolkning og ikke bliver en monolit. Kort sagt; jeg vil være ked af, hvis jeres spændende tanker om hjernens reaktion på ordet ’retssikkerhed’ strander. Jeg ved godt, at det er de tanker der har ført jer dertil hvor I er nu. Og jeg har stor forståelse for, at jeres tid er begrænset og at I allerede har arbejdet meget. Alligevel tillader jeg mig at vise to eksempler til eventuel inspiration. Hvor uforståelig dato omsættes til en form der fysisk og poetisk har gjort et stort indtryk ihvertilfald på mig. Apropos Sørens m.fl. svære forhold til jurist/skattesproget.

Eksempler på data oversættelser...der findes sikkert uendelige eksempler..

På 21_21 design museet i Tokyo så jeg som allerede omtalt udstillingen Second Nature. Tokujiin Yoshiokas primære arbejde er en undersøgelse af, hvordan krystaller kan anvendes til at forme møbler. Ud fra denne undersøgelse har han omsat krystallernes vækstkurver til et nylontrådeloft, som på steder var så lavt at man fik trådene blidt i ansigtet, det var magisk.
- Se evt dette link: http://www.tokujin.com/

På Electrohype i Malmö Konsthall er der ligeledes et fint eksempel på, at omsætte grafer, her metrologisk data over storme i Europa, til et tankevækkende poetisk værk af Voldemars Johansons
http://musicavisual.blogspot.com/2008/09/aero-torrents-voldemrs-johansons.html

Det er naturligvis ikke fordi, jeg forventer at I kan nå at arbejde et stort meget gennemarbejdet værk frem på så kort tid. Men mere et ønske om at hjernebølgerne må leve lidt endnu, jeg var og er begejstret for den tilgang. Jeg er iøvrigt meget nysgerrig på at høre, hvor langt i er kommet med den del. Altså har i etableret adgang til elektroderne?

CINAM – ligger der ikke en afstand i at vælge, at skrive på engelsk? Det er netop sproget der kan være en barriere i hele dette projekt. Dernæst tænker jeg på konteksten og umiddelbart sætter jeg spørgsmål ved, om ikke udsagnet i princippet ville kunne hænge mange steder fordi der er så eksistentielt stort. Siger værket noget om retssikkerhed? Kunne CINAM hænge i Tokyo Midtown, Irma, DI, på Riget? Altså kort sagt er det præcist/åbent nok til skabe refleksion om borger/samfund/skat relationen? Jeg ved det ikke...

Jeg var meget begejstret da I præsenterede jeres islandske saga skulptur. Der på mange måder ikke unødigt ’gav det hele væk’, men fortalte dele af jeres research. Den skabte for mig nysgerrighed, fordi den åbner op for en skjult verden – op for eventyret. Jeg savner lidt mere ’direkte’ ’down to earth’ oversættelse af Jeres research. Jeg kan være i tvivl om den teori der ligger bag værket nu, er lige så utilgængelig som juraen kan være for andre ikke fagpersoner. Jeg synes personligt det er svært at følge jer og Jacob hele vejen...jeg er ikke en af ’DE’ der forstår.....Der findes intet retssikkerhedsnet her og I må ikke misforstå mig. Alle kan og skal aldrig kunne forstå alt. Men at publicere bloggen, som en drejebog, ser jeg som en udfordring.

Retssikkerhed og oplevelser

2009-01-15T03:22:00.001-08:00

Hej igen

Uha, det er svært at debattere over tekst – jeg er mere til tale, det går hurtigere og man kan hurtigt rette misforståelser, uddybe uklarheder etc. Men for værkets skyld, så en hurtig tekstuel reply:

Først og fremmest så blev mine overvejelser om essentialisme etc. måske lige det mest teoretiske i går. Jeg er helt med på, at I ikke argumenterer for selvet som essentialisme, men netop tilskriver jer den mangefacettede tilgang til selvet. Det som jeg egentlig bare ville sige var, at jeg ikke tror at borgerne skænker hele denne diskussion så mange tanker, og at det derfor nok heller ikke er noget, som vil spille en central rolle i borgernes oplevelse af SKAT og oplevet retssikkerhed. Men diskussionen er selvfølgelig relevant for SKAT, os og jer i vores tanker om, hvad en oplevelse overhoved er og hvordan man kan måle det.

Og så til CINAM: Kan I give lidt flere kommentarer på, hvordan ”Consciousness is not a monolith” fokuserer på ”oplevet retssikkerhed” som begreb? Som jeg forstår det, så fokuserer titlen kun på det første af de to ord, altså oplevelsen og hvordan man kan måle den. Men hvor kommer retssikkerheden ind i billedet? Er der en proces omkring titlen jeg har overset? Og har I helt droppet hjernebølgerne?

Vi snakkes ved

Jakob

Kommentar til Jacob's indlæg

2009-01-14T17:11:00.000-08:00

Hej Jacob,

Tak for dit indlæg. Det sætter tanker i gang!
Du nævner meget konkret tre former for din egen oplevelse med kunsten på det sidste, som jeg meget håber vi kommer til at indgå i. Jeg tror vores projekt ligger mere på dit eksempel 2 eller 3, da Parfymes havneprojekt var resultat af et meget længerevarende projekt end dette er og kan nå at være.

Kunne du uddybe din sætning:
”Inden for sociologien er det sociale som essentialisme, dvs. en monolit i hvert fald totalt old-school og der er stort set ingen der tror på det mere. ”
Jeg bare lige sikre mig der ikke er en misforståelse mellem vores fortolkning og brug af ordet monolit og Dan Zahavi’s egen brug af ordet, som antyder at bevidsthed og selvet er et komplekst og mangetydigt fænomen og at der ikke kan findes et enkelt (mono-litisk) begreb herom.
Du refererer til ordet monolit som essentialisme, og vi bruger netop ordet monolit med en benægtelse, som netop antyder at bevidsthed og selv ikke kan eksistere monolitisk. Så jeg tror vi taler om det samme, men hvor min holdning til ”old-school” måske er anderledes.

Jeg bekymrer mig nok heller ikke så meget om min kaffekop er konstrueret eller ej, men så skal der også nævnes at jeg bruger den til meget andet end kun at drikke kaffe af. Det er der hvor det monolitiske kommer ind. Det kan godt være du kigger på en kaffekop, men det er sgu ikke sikkert den er lavet til at drikke kaffe af.

Du har ret i at man ikke direkte vil tænke på oplevet retssikkerhed, når man ser et neonskilt med teksten ”Consciousness Is Not A Monolith”, det er heller ikke meningen. Menningen er at vække en dialog og samtale omkring netop denne sætning, der bliver lidt mystisk i denne sammenhæng. Og derfor vi er begyndt at betragte denne blog som den mere pædagogiske og formidlende del af værket og håber på at vi kunne bruge d 18 februar til at introducere både et neonskilt og et trykt hæfte indeholdende bloggen og få en dialog igangsat.

Jeg fornemmer fra både Tijana og dig, at I er bekymrede over at vi ikke beskæftiger os nok med ”den oplevede retssikkerhed hos borgerne”. Jeg synes vi fra starten gjorde det klart at det var begrebet ”oplevet retssikkerhed” vi ville fokusere på og ikke selve oplevelsen hos borgeren. Vi ville bruge os selv, som vi sagde og det vi er bedst til er nu at polemisere, debattere og reflektere. Og vi har brug for jer i denne proces.

Neonskiltets installering kan selvfølgelig variere. Jeg forestiller mig ligesåvel et neonskilt i SKAT’s reception/kantine, hvor der også skulle ligge ’blog-hæfter', som man kan bladre i og derved få indblik i denne proces.

Jeg er interesseret i om I mener vi skal ”abort mission” eller om vi kan klø på med at få fremstillet et skilt?

Email fra Tijana Miscovic (13. januar)

2009-01-14T16:35:00.001-08:00

Hej Søren, hej Stine

Lige et kommentar på det sidste indlæg på bloggen…og det som Stine spurgte mig i telefon..og bare for at genopfriske hvordan det lige var aftalen om det her skat-kunst projekt lød…Det er mest til jer to…men hvis I selv synes må I for min skyld gerne sætte det på bloggen.

Kunstnerne på en eller andet made skal undersøge borgernes oplevelse af retssikkerhed og ende med et kunstværk der bygger på denne undersøgelse et værk der i forhold til SKATS gængse undersøgelses metoder som f.eks. spørgeskemaer, formår at viser en anden/ ny/ anderledes/ kunstnerisk/ uventet..,vinkel på emnet.

Den kunstneriske undersøgelse (produktionen af værket) skulle gerne inkludere interaktion/berøring med borgerne (eksternt) med efterfølgende fremvisning til/implementering i SKAT (internt).

Værkets møde med beskueren bliver som jeg lige sagde Internt. Hvis jeg skal uddybe det, betyder det (sådan som jeg har forstået det på Pernille), først fremvisning for dem der er involveret i projektet (MindLab, Pernille, Margrethe, Trine og nogen flere "observatører" som I ikke har mødt endnu), dernæst ledelsen, og hvis de godkender det til viderformidling, vil det også blive vist for alle de mange medarbejdere.

Desuden vil værkerne blive vist semi-eksternt den 18/2 hvor vi laver en borger fokusgruppe visning hvor værket vil kunne møde beskuere uden tilknytning til SKAT MindLab eller kunstnerne. Det bliver i første omgang det der kommer tættest på en offentlig fremvisning.

Det var alt for nu-T
p.s. Jeg synes jeres blog er super...Jacob sagde at han arbejdede på et indlæg og Anette vil gerne linke jeres blog til MindLabs nye egen blog.

Jakob om kunst og monolitter

2009-01-14T03:36:00.000-08:00

Hej Søren og Stine

Så fik jeg endelig læst jeres tanker her på bloggen. Her er lidt tanker frit fra leveren, brug det som inspiration, det er ikke diktater fra bestilleren af værket til udføreren ;-)

Jeg vil ikke forsøge at komme med kommentarer til alt hvad der er skrevet, men blot opsamle nogle af de ting I skriver, som tænder mig i forhold til at bruge kunsten til at blive klogere på oplevet retssikkerhed og hvordan man kan undersøge det.

Først og fremmest, så vil jeg fremhæve noget som Stine sagde i interviewet med Anette, som jeg har set på video efterfølgende: Nemlig at det som hun laver, er at skabe samtaler og dialog. Det synes jeg ret godt matcher min egen forståelse af, hvordan kunsten kan bidrage til i vores projekt. Hvis jeg tænker på den dialog som er udsprunget fra mit eget møde med kunst her i det sidste års tid, så er der mindst tre forskellige former:

Parfumes havneeksperiment var dialogen med kunstnerne selv som sad nede ved havnekanten og nogle af de andre ”publikummer” der også var der på det tidspunkt. Det var altså en anledning til at udforske et tema med nogle fremmede mennesker som jeg uden kunstværket aldrig ville have snakket med.
Jeg slår en gang i mellem et smut omkring en udstilling på vej hjem fra arbejde. Her er dialogen med mig selv, hvor jeg i mødet med værket får nogle nye perspektiver på verden, mig selv og dem omkring mig.
Når jeg er på udstilling med andre som jeg kender, så bliver den dialog som jeg har med mig selv i mødet med værket yderligere befrugtet af den dialog, som jeg så kan have om værkerne med dem, som jeg er på udstilling med.

Alle tre former for trigger til dialog synes jeg giver mig noget og gør mig klogere på verden og alle tre former tror jeg kan fungere i en udforskning af, hvad det er som jeg som person forbinder med retssikkerhed og oplevet retssikkerhed.

I forlængelse af dette så synes jeg at Søren har en rigtig god pointe når han i indlægget ”findes der en oplevelse af ikke at opleve” skriver, at SKAT ved at bruge et spørgeskema måske spørger til en oplevelse af SKATs funktion bruger det samme samme sprog, som Søren ikke kan finde komplet fodfæste i – altså det sprog som SKAT ellers bruger i den kontakt som de nu engang har haft direkte eller indirekte med Søren. Igen kalder dette på brugen af alternative metoder til at gå i dialog med borgerne omkring deres oplevelser af retssikkerhed. Så altså – rigtig mange gode potentialer for kunsten dér.

Det som jeg måske som sociolog vil stille spørgsmålstegn ved er, om I måske bruger for meget krudt på teoretiske diskussioner omkring selvet som monolit vs. flydende og konstrueret. Det er jo en klassisk sociologisk problemstilling som jeg har brugt rigtig meget tid på at forholde mig til på mit studie. Inden for sociologien er det sociale som essentialisme, dvs. en monolit i hvert fald totalt old-scool og der er stort set ingen der tror på det mere. Svaret blev konstruktivismen som stadig lever i bedste velgående, det er den som jeg fornemmer, at I er ret inspireret af I C.I.N.A.M titlen. Det standpunkt jeg tror på i hele denne diskussion er det, at det godt kan være at verden er konstrueret, men at jeg i min dagligdag erfarer verden som noget der findes ”for real”. Jeg bekymrer mig simpelthen ikke om, hvorvidt min kaffekop er konstrueret eller ej, jeg bruger den til at drikke kaffe af, for det er det som er relevant for mig.

Denne form for mellemvej mellem det essentielle og det konstruktivistiske tror jeg er godt at holde jer for øje, når I planlægger det videre forløb. Jeg synes at C.I.N.A.M titlen er en god reminder for SKAT i forhold til hvad det er man kan og ikke kan måle vedr. oplevelser. Men spørgsmålet er, om titlen i sig selv er et godt dialogværktøj i forhold til borgerne?? Hvis jeg så et skilt hvor der stod ”consciousness is not a monolith” på SKATs bygning, så tror jeg ikke at det ville få mig til at tænke over oplevet retssikkerhed – fordi at det ikke i sig selv er relevant for mig at have et så refleksivt forhold til hvad SKAT er for en størrelse. SKAT findes for mig og ligeså gør mine oplevelser med SKAT – hvor begrænsede de så end måtte være. Jeg tror derfor at der skal mere til end blot titlen for at værket får mig til at reflektere over SKAT og oplevet retssikkerhed.

Nå, det blev noget af en smøre, håber at noget af det kan bruges :-)

/Jakob

Tanker om værket C.I.N.A.M.

2009-01-11T12:54:00.000-08:00

Hej Stine.

Følgende er nogle forskellige tanker omkring værket C.I.N.A.M.:

Én af vores mere diskuterede punkter omkring værket til SKAT, har bevæget sig omkring ideen om hvem der egentligt er modtageren af vores værk.
At værket kun skulle præsenteres internt, endda måske så internt at det udelukkende ville nå op forbi den øverste ledelse, har hele tiden været én af de mest problematiske aspekter i vores arbejde med projektet.

I produktionen af et kunstværk (og måske især i et kunstværk skabt i vores konstellation) medregnes momentet hvor værket møder sin beskuer.
Vores tanker omkring hvordan værket om ikke andet senere, præsenteret som et værk af os uden speciel tilknytning til SKAT, vil møde et bredt publikum er måske lidt uforløsende.
I vores værker har vi altid indarbejdet et umiddelbart møde med omverdenen og den kontekst værket er produceret i. Og da konteksten for dette værk er en kommunikation mellem SKAT og ”borgeren” (og måske en mangel på samme), så virke det jo nok lidt mystisk og lidt misvisende at producere (for skatte-borgernes penge) et værk der præsenteres udelukkende internt.

Ideen om et videoværk er helt sikkert interessant og aldeles ikke at forkaste, men som jeg tænker det er det mere og mere manuskriptets indhold der er det egentligt interessante indhold, i forhold til undersøgelsen af borgernes oplevelse af retssikkerhed; selve video-værket opfylder her kun rollen som den fysiske form, der viser at dette er et kunstværk og ikke bare en mængde informationer.
Er den video der udelukkende for at leve op til at vi som kunstnere selvfølgelig også skaber noget der er visuelt smukt/interessant/udfordrende?

Jeg mener bestemt der skal være et ”værk”.
Jeg mener bare at det værk jo lige netop skal gå ind og udfylde den rolle som alt den indsamlede information ikke formår.
Værket skal være en umiddelbar kommunikation SKAT og ”borgeren” imellem. (Dertil skal måske tilføjes en trekants form: SKAT – kunstnerne - borgerne imellem.)
Det interessante, og da også det oplagte i hele projektet om at inddrage samtidskunsten, er da at en eller anden form for ny kontakt imellem instansen og samfunds-borgeren kan opstå, med kunstnerne som medie; kunstnerne som et nyt kommunikationsled, udenforstående og dermed med muligheden for at komme med en ny form for udsagn, der bevæger sig udover embedsmæssige restriktioner.

To cut to the chase…

Jeg kan godt lide ideen om at vores umiddelbare udsagn: Consciousness Is Not A Monolith, indeholder essensen af vores polemik omkring hele borger/samfund-relationen og vil kunne fungere som værk i sig selv.
Jeg er også helt med på den idé om neonskiltet. (se nedenfor: Om titlen C.I.N.A.M. fra Søren + samme fra Stine.)
Hér kan vi netop arbejde med en kommunikation der er uddybende og undersøgende indadtil men via et udsagn udadtil.

Jeg forestiller mig følgende:
På SKAT’s facade installeres værket: Consciousness Is Not A Monolith; en kridhvid neon-tekst stavet i blokbogstaver og lysende udover havnefronten.
Inde i SKAT, i hovedkontoret, ude i de mindre filialer, foreligger en mindre bogudgivelse der indeholder en tekst genereret ud fra vores blog i samme form som manuskriptet til videoværket ville blive forfattet.
Bogudgivelsen er selvfølgelig sort og ligner i sit højkant format præcis en sort monolit (samt Skatteministeriets arkitektur).
På bogudgivelsens forside florere den hvide tekst: Consciousness Is Not A Monolith.
Her er tale om et godt gammeldags setup – payoff forhold.
Borgeren (+ SKAT’s medarbejdere) mødes af dette kryptiske og dog meget direkte billeddannende udsagn på bygningens facade og møder inde hos SKAT en uddybende kommunikation.
Der er her mulighed for et ægte møde SKAT og ”borgeren” imellem. (En ice-breaker til igen at komme ”in touch” med hinanden.)

Jeg ser egentligt ikke at så meget har ændret sig, andet end at vi rent faktisk ender med at levere en lidt mere fair udveksling.
Det bliver det skrevne manuskript til bogudgivelsen, der indeholder den egentlige undersøgelse og det skulpturelle værk der indleder til en videre diskussion af denne undersøgelse.

Let’s go for it!

Tror du SKAT vil have sådan et konceptuelt skulpturelt værk hængende?

Om titlen C.I.N.A.M – Consciousness Is Not A Monolith, om titlen C.I.N.A.M som værk, om de to monolitter og måske en tredje

2009-01-10T09:39:00.000-08:00

Tårnende ud til vandet, står de, de fem monolitter.
Fem kontorbygninger der med deres moderne arkitektoniske facader synes nøjagtig så gennemsigtige som komplet afskærmede.
De synger udover vandet i et toneleje der hører den moderne arbejdsplads til; de åbne kontorlandskaber, de blotlagte glasfacader; dette skue af myre-mennesker der hver udspiller rollen som arbejdende individ i hver deres firkantede rude. En arkitektonisk tegneserie-føljeton hvor hver rubrik lover nye udviklinger, men dog synes at kopiere hinandens indhold; det samme mønster gentages, i forskellige tidsintervaller, i forskellige ruder og netværket af forbindelser og forskellige karakterers gæsteoptræden i andres rubrikker viser sig blot at være en større kompliceret rundgang af handlingsmønstrer og gestik. Én rækker en bunke papirer til en anden, der holder et telefonrør med nakken mod skulderen, To personer kigger synkront op over deres computerskærme, den ene nikker, en person strækker sig, en anden hænger ind over en lav bogreol. Det hele foregår igen og igen, variationerne findes men hurtigt vender mønsteret tilbage til dets genkendelige form.
Der er ingen indsigt. Hvad glasfacaderne gennemsigtlighed præsenterer for os er blot endnu en facade, endnu en skærm, en afskærmning; denne nye facade opretholdt af et teater af menneskekroppe der (muligvis uden kendskab hertil) fremfører en bio-politisk kabaret fungerende som komplet uigennemsigtelig facade.
Den sorte altopslugende stentekstur vævet af den moderne arbejdsplads stræben efter det transparente ydre.

På én af de fem facader, lyser et hvidt neonskilt kraftigt op.
Det kolde hvide skær, fra den korte tekst skrevet i neon, skærer igennem den varme gyldne tone af beroligende og familiær kontorbelysning.
Teksten, bøjet i neon, synes nærmest ensom på den sorte væg omgivet af de varme kontor-rubrikker.
Det skrevne statement viser sig som en spøgelsesagtig fremmed struktur hvis lys er af et andet end det der omgiver det i den Københavnske nat: Consciousness Is Not A Monolith.

Titlen C.I.N.A.M. – Consciousness Is Not A Monolith, beskriver en idé om en stræben i menneskeheden til at finde (opnå) den sande monolitiske struktur; det monolitiske væsen; sikkerheden om at det vi er, er det endelige menneskelige resultat.
Menneskets trang til at kunne kategorisere hinanden, afslører hinandens ståsteder og udgangspunkter og frygten for at andre skulle kunne finde en fejl ved os selv; et punkt hvor strukturen er porøs.
Det moderne (vestlige, og via globaliseringen det globale) samfund knæler kun i sandhed for en religion; Videnskaben.
Dette er instrumentet hvorved sandheder manifesteres. Det urokkelige findes i udviklingen af dette instrument. Det er i hvert fald det vi bilder os selv ind.
Fra forlængelse af levetid og fysisk opgradering og modificering via medicin og lægevidenskab til samfunds-videnskab og psykoanalysens udredning af rodet inde i os, fæstner vi vores lid til at vi, mennesket, er den skabning (det væsen) der vil opnå de endelige svar; de svar der manifesterer den menneskelige eksistens i én monolitisk sandhed.

For at opnå denne idé om tilnærmelsen af dette monolitiske værensvæsen, må vi konstant måle, afstemme, opiniere og gøre status for denne ”sandheden om vores tilstand nu”.
At skulle leve med viden om at disse undersøgelser ikke på nogen måde kan indfri vores mål og at det vi undersøger udelukkende findes i en sfære af fortolkning og simuleret sammenhæng, ville være ubærligt. Så derfor kredser vi stadig hurtigere og hurtigere omkring denne aftegning af mennesket og for hver undersøgelse må vi foretage endnu flere undersøgelser, der har til formål at manifestere den foregående undersøgelse.
Der er ingen tvivl om at denne spiral umiskendeligt ligner spiralen af overskudsenergi omkring et af universets komplet umålelige fænomener: et sort hul.
Og herfra bevæger vi os ud i netop dette ydre rum, som huser de sorte huller og ideen om den sidste udkant af videnskabens kortlægning af alt.

Monolitten som den mikro-millimeter nøjagtige firkant hugget i den sorteste sten, stammer fra Arthur C. Clark og Stanley Kubricks: ”2001 – a space odyssey”.
I filmen bliver vi præsenteret for den sorte monolit der pludselig ud af ingenting manifesterer sig foran en gruppe menneskeaber, der via mødet med denne ”anden” struktur lærer sig brugen af værktøj og dettes endelig brug som våben.
Monolitten opstår igen i noget der kunne være en nær fremtid. Denne gang er den begravet på månen og med sig bringer den et advarselssignal i form af en sønderrivende monoton hyletone; et signal der er en advarsel til menneskeheden selv, eller er det en alarm der er blevet aktiveret og vil opfanges af en hel anden kultur?

Det interessante ved ”2001 – a space odyssey” er, at romanen af samme navn blev forfattet sideløbende med filmens manuskript og i denne roman møder vi nogle lidt anderledes visualiseringer og også mere detaljerede forklaringer.

Jeg vil her tage fat i de forskellige monolitters opståen i romanen.

Da menneskeaberne første gang ser monolitten, bliver de mødt af en krystalklar firkantet konstruktion der fra sit indre kan lyse op i de smukkeste farverige mønstrer og det er denne gennemsigtige monolit, der fra en fremmed kultur lærer fra sig af brugen af værktøj og udviklingen af metodisk tænkning.
Det er menneskeaben selv der, efter at monolitten er forsvundet lige så pludseligt som den dukkede op, bruger dette værktøj til at angribe andre væsner i kampen om territorium og ikke nødvendig føde.
Næste gang mennesket møder monolitten er den en sort alt-lys-opslugende struktur begravet på månen, der ved første lysstråle fra en fjernt svævende jordklode, igangsætter et alarm-signal rettet mod Jupiter.

Hvad er det signifikante ved de to monolitters forskellige ydre?
Er den krystalklare monolit invitationen til at lære nye ting omkring os selv, opbygge kulturer, magtbegreber, strukturer og at søge sandheden om os selv?
Og er den sorte monolit en advarsel om at nu skal vi ikke søge længere; herfra vil jagten på sandheden kun bringe os længere væk fra netop denne sandhed?
Er det der var transparent i dets udgangspunkt, ved at formørkes i en hovmodig insisteren på at svaret på alt er derude?
Og hvornår møder mennesket den tredje monolit, den monolit der bevæger sig frit i det ydre rums massive tomhed? Og hvad vil dette møde indbefatte?

Og hvad betyder det når videnskabens søgen efter sandheden begynder at finde frem til sandheden om menneskets (subjektets) ikke-væren?
Hvad nu når det instrument der skulle gennemskinne og afsløre illusionen, pludselig finder frem til illusionen som den eneste synlige sandhed? Er det den tredje monolit; en monolit der blot er et spøgelse af sig selv?

What happens when consciousness is not a monolith?

Findes der en oplevelse af ikke at opleve?

2009-01-07T15:04:00.000-08:00

Hej Stine.
Her er Min egen oplevelse af retssikkerhed.

Jeg har aldrig været én der nærede stor tillid til instanser. For at sige det mildt tror jeg at jeg lider af en form for autoritets-forstyrrelse der synes at træde i kraft når (sikkert ret simple og forståelige) systemer præsenteres for mig i et sprog der synes at tvinge mit blik væk fra papiret det er skrevet på.
Her kunne man måske snakke om en form for billedtekst, eller at den måde jeg modtager tekst på er i en billedopfattende proces.
Kroppen af tekst og dens formulerings-baner og rytmer synes at være med til at danne mit billede af det egentlige skrevne budskab.

Så hvad sker der når noget påtager sig et billedsprog som i den grad påvirker oplevelsen af læsningen? Og når denne oplevelse er oplevelsen af ikke at kunne opleve?

Det der måske i momenter i mit liv manifesterer sig som en reel Kafkansk frygt for den hermetisk lukkede og ekskluderende instans, der ikke desto mindre synes at have komplet og grænseløs adgang til mit liv og hele mit virke, bliver som oftest projekteret over i en apatisk omgang med disse størrelser der omgiver mit liv.
Denne apati er ikke nødvendigvis en negativ størrelse som jeg her bruger den, men nok mere muligheden for at frigøre mig fra noget der ellers ville veje sort og tungt på min livlige fantasi og almene paranoia.
Og stadig kan man jo heller ikke bare lade som om den ikke er der. Det er nok lidt ligesom et barn der holder sig for øjnene og siger ”nu kan du ikke se mig!”
De er der! Og de ser mig!
Det er bevidstheden om dette der får mig til at føle mig uberedt og lidt balancerende på en kant hele tiden.
Måske har de ret når de taler om den dramatiske konsekvens af ikke at have tænkt på sin pensionsopsparinger da man var tredive, måske har de ret når de siger at jeg får en kæmpe bøde for at downloade, måske har de ret når de siger at alt det jeg ikke lige forstår skal jeg bruge enorm mange kræfter på at forstå ellers falder himlen ned om ørene på mig.
Det er et dejligt ord: ”DE”…

Når så pludselig jeg bliver spurgt om min oplevelse af retssikkerheden i et system som jeg føler mig komplet berøringsangst overfor, så oplever jeg oplevelsen af ikke at have denne oplevelse.
Denne instans spørger mig om jeg ikke har en oplevelse af det dens funktion er, i det samme sprog som jeg i forvejen ikke kan finde komplet fodfæste i, og med det samme tager jeg mig selv i at tænke: ”Det her burde jeg kunne opleve, siden de spørger. Hvorfor har jeg ikke oplevet det? Hvad har jeg misset?”

Min oplevelse af retssikkerhed handler jo nok om en ide om ”fairness”.
Det er dog yderst problematisk at spørge om noget i al almindelighed er fair overfor én person.
Oplevelsen af om noget er fair eller unfair er vel en af de mest individuelle, samt tids og kontekst-orienterede spørgsmål.
At der skulle findes én form for fairness (i forhold til et sæt love) er en ide der florerer i samme landskab som den form for sprog der bruges i instansens begrebs-væsen.

Jeg kommer fra en baggrund hvor skat er noget man (uden beklagelser) betaler for at samfundet kan fungere socialistisk. Sådan at alle har lige ret i samfundet. Gad vide om det er den slags retssikkerhed der her er tale om?
Mere senere…

Steder som vi kan kontakte:

2009-01-07T11:40:00.000-08:00

Hej Søren,
Jeg lægger ud med 3 steder vi kan kontakte i vores søgen efter "hjernesteder". Kig på dem og meld tilbage om hvilke du synes jeg skal kontakte. 1 og 3 burde jeg kontakte snarest og 2 tror jeg kan vente lidt.
S

1. CENTER FOR INTEGRERET MOLEKYLÆR BILLEDDANNELSE AF HJERNEN
Center for ”Integreret molekylær billeddannelse af hjernen” ved professor i neurologi Gitte Moos Knudsen. Centeret ved H:S Rigshospitalet beskæftiger sig med grundlæggende spørgsmål vedrørende forskelle i adfærd og personlighed hos det raske menneske. Det sker ved at koble viden fra avancerede hjernescanninger med markører for genetiske og biokemiske forhold og psykologiske mål for adfærd
og personlighed. Projektet har perspektiver, der også rækker ind over det psykiatriske felt.
(Stine: Dette center ligger under det farmaceutiske fakultet)
Yderligere information: Lundbeckfonden att. Direktør Steen Hemmingsen eller forskningschef Erik Juhl tlf. 3912 8000 eller Center for Integreret molekylær billeddannelse af hjernen, att. Professor Gitte Moos Knudsen, gitte@nru.dk

2. CENTER FOR SUBJEKTIVITETS FORSKNING
Danish National Research Foundation:
Center for Subjectivity Research
University of Copenhagen
Njalsgade 140-142
DK-2300 Copenhagen S
Denmark
Phone: +45 3532 8680
Fax: +45 3532 8681
Email: cfs@hum.ku.dk
Http: www.cfs.ku.dk

3. NEUROFYSIOLOGISK INSTITUT:
http://www.mfi.ku.dk/panum_afdelinger/divisioner/index_divisions.htm
Adresse
Panum Instituttet
Blegdamsvej 3
2200 København N
telefon 35 32 75 56
fax 35 32 75 55
www.mfi.ku.dk

Medicinsk Fysiologisk Institut
Fagligt er instituttet opdelt i 5 afdelinger:
Afdeling for Cellulær og Molekylær Fysiologi.
Afdeling for Endokrinologi og Metabolisme.
Afdeling for Neurofysiologi.
Afdeling for Nyre- og Kredsløbsfysiologi.
Afdeling for Patofysiologi.

MIN retssikkerhedsfølelse er IKKE MIN EGEN.

2009-01-07T11:13:00.000-08:00

Hej Søren,
Vi aftalte at vi ville skrive et par ord om vores egen "oplevede retssikkerhed", så vi kunne profilere vores eget ståsted i forhold til hinanden.

Min egen oplevede retssikkerhed er ganske 'normal', da jeg er opvokset i et hjem med forældre der opdrog mig til at tage ansvar for mine egne skattesager og aldrig oplevede dem tale negativt om skat. Ligeledes var der heller aldrig nogen negative oplevelser med deres private skattesager, så jeg oplevede altid skat som en slags bankinstans, som jeg bare selv skulle holde øje med.
At alt nu bliver digitaliseret forandrer intet for mig set i forhold til mine skattepapirer, men jeg kan dog godt bekymre mig for at jeg ikke længere i samme omfang kan ringe ind og tale med en skattemedarbejder og stille 'dumme spørgsmål', hvilket jeg har haft positive oplevelser med tidligere. En face to face YES TOUCH ville jeg synes skulle beholdes på telefon serive basis og prioriteres højt.
Så min egen oplevelse er ganske positiv, da jeg aldrig har oplevet noget negativt selv og altid fået god behandling. I hvor høj grad dette hænger sammen med min egen indsats og orden ved jeg ikke.

Jeg ser det dog nødvendigt at inddrage andre mennesker af min 'oplevede retssikkerhed', da jeg i mit syn på skat påvirkes af andre menneskers oplevelser. Hvis jeg hører at andre er blevet behandlet dårligt eller har haft dårlige oplevelser påvirker det da mit syn på sagen. Her kommer et par noteagtige anekdoter fra forskellige mennesker jeg har talt med:

En bekendt har engang oplevet at skattepapirer forsvandt under skats egen flytning og meldte at sagen var for gammel. Personen rejste meget udenlands og nåede ikke at anke sagen før Skat bedømte sagen som forældet. Betalte denne person mere end nødvendigt?

Min optiker er glad for digitaliseringen og ønsker absolut ikke mere kontakt med skat. No touch er for hende en totalt perfekt løsning.

En anden bekendt forudsagde at al den digitalisering og centralisering og privatisering ville medføre lokale revolutioner...

En anden ven, som er selvstændig erhvervsdrivende, ønskede ikke at skulle indmelde skat elektronisk, da han syntes at det var at ligge for meget arbejde over på ham. Han nævnte også at skat ikke har døgnåbent og han havde fået en "sorry we're closed" elektronisk, he he.

En ven sagde han var blevet sendt fra skatteafdeling til skatteafdeling indtil en flink medarbejder hjalp ham, selvom han skulle have taget tilbage til første afdeling.
Kafkask kan man vel aldrig undgå at referere til i forbindelse med bureaukrati...

Gad vide hvordan skat's egne medarbejderes retsikkerhedsfølelse ser ud?

C.I.N.A.M.-Titlen

2009-01-07T09:57:00.000-08:00

Jeg vil kommentere og forklare vores valg af titel, da jeg mener at titlen indeholder en nøgle til forståelse af vores projekt.

C.I.N.A.M. står for Consciousness Is Not A Monolith. Titlen er fundet i en tekst skrevet af filosoffen Dan Zahavi "Self and Other: The limits of narrative understanding", som er blevet udgivet i D.D. Hutto: "Narrative and Understanding Persons." Royal Institute of Philosophy Supplement 60. Cambridge: Cambridge University Press, 2007, 179-201.

Titlen henviser til nutidig subjektivitets teori, der kort sagt introducerer subjektet (selvet) som en neurologisk illusion i mennesket. Subjektet er en flydende instans, der er i konstant bevægelse og udvikling. Derfor ikke en monolit. (Venligst se "Lidt noter fra subjektivitets center læsningen....to tekster..." for yderligere forklaring af ordet monolit.)

Denne teori om subjektet, mener Søren Thilo Funder og jeg er et yderst interessant og essentielt perspektiv, som vi vil bearbejde og inddrage i vores projekt til SKAT.
Hvordan vil et sådant syn på mennesket kunne få indflydelse på en statistisk undersøgelse af borgerens oplevelse af retssikkerhed?

Nu lidt hoved spin: Jeg mener titlen: Consciousness Is Not A Monolith er så interessant i sig selv, at den ville kunne bære at være værk i sig selv.
Forestil dig sætningen skrevet i neonlys lyse et mørk skattekontor op i natten. Eller sætningen sat op som en interaktiv murstens skulptur foran SKAT eller måske endda sætningen bygget op af penge (som nok ikke skulle være interaktiv)!

Men hvor kommer dette syn på subjektet som en ikke-monolit ind i billedet i forhold til Retssikkerhed? - Efter en gennemkig af de hidtil anvendte reklamekampagner som SKAT har anvendt, har jeg fået en stigende bekymring for en stereotypificering af både borgeren og SKAT.
Jeg er generelt bekymret for en repræsentations problematik, som jeg mener samfundet lider af. Vi ser os tvunget til at kunne kategorisere andre mennesker i bestemte forståelsesrammer, som ikke altid resulterer i positive og åbne reklamefremstød, men oftest ender med begrænsende og negative udsagn. Bevidstheden om brug af negative ord er oftere lettere at spore og forstå end brugen af billeder, hvor man måske kan komme til at sige noget man aldrig ville have sagt med ord.
Jeg vil slutte her med hensyn til brugen af billeder versus brugen af sprog og tage den op i et senere indlæg.

Intro scene fra Blade Runner (første VOICOM test)

2008-12-15T14:02:00.000-08:00

Intercom: Next subject, Kowalski, Leon, engineer, waste disposal, file section, new employees, six days.

[knock on door]

Holden: Come in. Sit down.

Leon: Care if I talk? I'm kind of nervous when I take tests.

Holden: Uh, just please don't move.

Leon: Oh, sorry. I already had an IQ test this year, I don't think I've ever had one of these-

Holden: Reaction time is a factor in this, so please pay attention. Now, answer as quickly as you can.

Leon: Sure.

Holden: One-one-eight-seven at Unterwasser.

Leon: That's the hotel.

Holden: What?

Leon: Where I live.

Holden: Nice place?

Leon: Yeah, sure I guess-- that part of the test?

Holden: No, just warming you up, that's all.

Leon: Oh. It's not fancy or anything.

Holden: You're in a desert, walking along in the sand when all of the sudden-

Leon: Is this the test now?

Holden: Yes. You're in a desert walking along in the sand when all of the sudden you look down-

Leon: What one?

Holden: What?

Leon: What desert?

Holden: It doesn't make any difference what desert, it's completely hypothetical.

Leon: But how come I'd be there?

Holden: Maybe you're fed up, maybe you want to be by yourself, who knows? You look down and you see a tortoise, Leon, it's crawling towards you-

Leon: Tortoise, what's that?

Holden: Know what a turtle is?

Leon: Of course.

Holden: Same thing.

Leon: I've never seen a turtle -- But I understand what you mean.

Holden: You reach down, you flip the tortoise over on its back Leon.

Leon: Do you make up these questions, Mr. Holden, or do they write them down for you?

Holden: The tortoise lays on its back, its belly baking in the hot sun beating its legs trying to turn itself over but it can't, not without your help, but you're
not helping.

Leon: What do you mean I'm not helping?

Holden: I mean, you're not helping. Why is that Leon? -- They're just questions, Leon. In answer to your query, they're written down for me. It's a test, designed to provoke an emotional response. -- Shall we continue? Describe in single words, only the good things that come in to your mind about... your mother.

Leon: My mother?

Holden: Yeah.

Leon: Let me tell you about my mother...

[Leon shoots Holden]

Der sker noget i forhold til billededannelse i konflikten mellem Tortoise og Turtle....

Burde lave en hel gennemgang og fortolkning af hele scenen... Coming up når jeg lige keder mig et øjeblik...

Tidligste notater fra notesbogen (Søren)

2008-12-15T13:07:00.000-08:00

Eftertanker omkring første diskussion med SKAT og MindLab.

Retssikkerhed? (Det synes et ord der falder naturligt over folks læber… Er jeg den eneste der stadig er alienated i forhold til det begreb… Ordet i sig selv er jo fyldt med betydning, men hvad er det lige man ønsker dette ord skal repræsentere her? Findes der et billede til dette ord? Forsøgte at spørge folk omkring projektet, folk forstår ikke rigtig spørgsmålet… Hvordan kan de så ha haft en oplevelse af det?)

Kritisk? Kritik? (MÅ det overhovedet ende der?)

Involvering? (Borgerinvolvering?) (Senere referere til Borges! Reference til Kafka næsten for åbenlys… Dog uundgåelig – Døren til instansen er umulig at åbne og entrere, i det at den allerede er åbnet og entre tilladt… Den aktive involvering må ha magten til at åbne døren hos sig og ikke efterladt i denne afmagt, skabt af ”tilgængelighed”. Senere uddyb hvad fanden det betyder???)

SKATs ansatte? (i skrivningen af dette notat foretog jeg det man kalder ”a Freudian Slip”, jeg skrev først indsatte og ændrede det til ansatte..)

AT SPØRGE TIL EN RETSIKKERHED SOM INGEN MÅSKE HAR OPLEVET?

(Under mødet skrev jeg dette notat ned på et stykke papir og viste det til Stine under fremlæggelse af projektet) Skal der påvises at SKAT leverer retssikkerhed, eller stilles spørgsmål til det? Er det reklame?!

Civil ulydighed i Vest Jylland!

Mine notater fra dele af mødet er uden at tænke videre over det blevet til en mindre og helt overfladisk registrering af tone og sprog og tegn/billede dannelse… (Tanker omkring retorik og oplevelse skal tilføjes senere..)

(Notaterne findes oven i den uddelte intro til Skatteministeriets koncern power point i dokumentform. På sidste side af notaterne er en lille tegning af en STOR bygning af glas og en LILLE mand med en hat og en attachemappe, nok med hans skattepapirer i… Den er sløset tegnet, har nok været lidt træt i hovedet og fyldt med abstrakte informationer…)

Det skal huskes at retssikkerhed ikke skal tænkes i spørgsmålet om lovene er fair eller ikke, men om SKAT handler fair indenfor lovene…

Et ord der kommer hele tiden kommer ind på min nethinde er: Indlagering. Indlagering/Indlæring – det er det vi hele tiden har haft på tapetet. (”Tapetet” – flot metafor for bevidstheden, måske kan det bruges… Hjernebølge-tapet.)

NB! HUSK BORGES REFERENCE! (Biblioteket i Babel, hvor alle bøger findes i alle varianter og der er tale om én bog, der er nøglen til at forstå biblioteket, den er rund og bogrykken går hele vejen rundt… Den er gud, det er klart, men også ideen om en abstrakt; fundet af den er ligegyldig da den ikke kan åbnes, men det at den findes gør at folk søger kun den (eller venter på fundet af kun den) og måske ikke investerer i at forstå selve biblioteket.)

Replica testen i Blade Runner hedder VOICOM…

Tidligste notater fra notesbogen (Stine)

2008-12-15T07:46:00.000-08:00

Kringelbach
http://www.kringelbach.dk/mlk_bog.html

Antonio Damasio
http://www.usc.edu/programs/neuroscience/faculty/profile.php?fid=27

Center for Subjektivitetsforskning

Sci-fi/myth/subjectivity/brain science

HUMAN AS A SYSTEM
HUMAN AS AN AUTOMATON

Basal billedkommunikation: Implementering af billeder/tekst

Indlagring ><>

MindMap til MindLab

Kan oplevelsen måles?

Hvor ligger SKAT i hjernen? - Hvor i hjernen ligger 'oplevet retssikkerhed'?

Hjernescanning Hjernebølger
Hjerneportrætter

Juridiske tilsagn vs følelsesmæssige udsagn

Hvem skriver spørgsmålene til hjerneundersøgelsen?

Lidt noter fra subjektivitets center læsningen....to tekster...

2008-12-10T06:10:00.000-08:00

Email fra Stine Marie Jacobsen til Søren Thilo Funder - 6. December 2008

Dan Zahavi: "Self and other:The limits of narrative understanding":

Populært set er selvet en narrativ konstruktion.

Historier bestemmer hvem jeg er. Hvem skriver disse historier, en selv , men også andre. For at kunne forstå selvet skal man se på disse historiestrukturer.

Hvem jeg er, er ikke noget givet, men noget i udvikling, noget som realiseres igennem mine projekter. Subjektet som en protagonist i udvikling.

"...narrative conception of self commits one to a realist or fictionalist take on the self. Some defenders of a narrative approach to selfhood have argued that the self is nothing but a fictional centre of narrative gravity. It is merely the abstract point where various stories intersect." (s.3)

"Consciousness is not a monolith" (s4) (Titel?)

(Wiki:A monolith is a geological feature such as a mountain, consisting of a single massive stone or rock, or a single piece of rock placed as, or within, a monument. A monolith is a geological feature such as a mountain, consisting of a single massive stone or rock, or a single piece of rock placed as, or within, a monument.)

Antonio Damasio mener at selvet er en uundværlig del af bevidstheden.

Metzinger skriver om hvorledes mennesket under en bevidst oplevelse ligeledes samtidig "oplever det at være nogen"

Dan Zahavi: Simulation, projection and empathy":

Skriver meget om forskellen ml empati og sympati....hvor empati er vores evne til at føle med andre og sympati er evenen til at føle det samme som en anden....

"Our understanding of the emotional experience of others requires us to have the same emotion ourselves." (foot note s 5)

"...purely self-experience that is then taken to precede and make possible the recognition of others. Second, the argument also assumes that we never have direct access to another person's mind". (s.6)

Scheler consequently denies that our initial self-acquaintance is of a purely mantal nature, as if it anteceded our experience of our expressive movements and actions, and as if it took place in isolation from others. He considers such an initial purely internal self-observation a mere fiction" (s. 7)